Superliga

OB henter målmand i Rosenborg

OB har lavet en treårig kontrakt med den norske målmand Alexander Lund Hansen fra Rosenborg.

OB's førstevalg mellem stængerne, Roy Carroll, får konkurrence. OB har netop offentliggjort, at den har hentet den norske målmand Alexander Lund Hansen, der skifter fra Rosenborg på en fri
transfer.

- Vi har haft ham til prøvetræning, hvor han gjorde et godt indtryk.
Selvom han kun var andetvalg i Rosenborg, har han været meget tæt på en
plads på det norske landshold, siger OB-træner Lars Olsen til DR
Sporten.

- Vi mener, der er et stort potentiale i ham, og i med han var
transferfri og ville prøve noget nyt i stedet for Rosenborg, så slog vi
til.

Det er kun tre måneder siden, at OB hentede Roy Carroll til klubben.
Men på trods af kontrakten med Alexander Lund behøver den nordirske
målmand ikke umiddelbart at frygte for sin plads som førstemålmand i OB.

- Roy har gjort det fantastisk. Så det her er ikke en erstatning for
Roy. Det er en langsigtet investering, så Roy er stadigvæk
førstemålmand, men selvfølgelig ved man aldrig, hvordan tingene
udvikler sig, siger Lars Olsen, der fremhæver 197 cm. høje Alexanders
Lunds rækkevidde som en af hans store kvaliteter.

Den norske målmand starter i OB fra årsskiftet.