Superliga

OB-spiller forventer tæt guld-kapløb

OB's midtbanespiller Henrik Hansen venter en benhård kamp med FCK og Esbjerg i foråret, hvor truppens bredde efter Hansens vurdering kan blive afgørende.

OB's midtbanespiller Henrik Hansen flyttede til Odense i sommeren 2008 med titler og topplaceringer som en erklæret målsætning for opholdet i den ambitiøse klub.

Trods hjemmebanenederlaget til FC København i sidste efterårs-runde overvintrer OB på førstepladsen i SAS Ligaen, og med ti dage tilbage i transfervinduet ser det ud til, at fynboerne holder fast i profilerne Peter Utaka og Eric Djemba-Djemba, der virker til at være for dyre på et økonomisk meget ramt transfermarked.

Ifølge Henrik Hansen er han og holdkammeraterne forberedt på det fokus, der kommer på dem og den fynske klub i foråret.

- Vi vandt noget sidste år, men vi skulle vinde noget større i år. Det bliver tæt og spændende, vi er godt med i begge turneringer, siger Henrik Hansen til tipsbladet.dk.

- Vi er alle velvidende om, når vi ligger, hvor vi gør, er medierne over en hele tiden. Det er alle spillere i OB vant til på den ene eller anden måde. Alle ved, hvad det handler om, siger Henrik Hansen.

Med 15 runder på 2½ måned kommer der ikke mange pauser for OB eller de øvrige SAS Liga-hold i foråret, et kapløb Henrik Hansen ser frem til.

-Vi så FCK slutte stærkt i efteråret, og Esbjerg har været solide hele vejen. Andre hold kan også komme ind i en god periode. Det bliver et sindssygt tæt program i foråret, hvor bredden kan blive vigtig. Der er ingen tvivl om, at vi har en dejlig bred trup, siger Henrik Hansen.

Henrik Hansen og OB flyver 1. februar til Malaga for at deltage i en træningsturnering, som FCK også spiller med i.