Superliga

Onyszko prøver lykken i England

Den skandaleramte polske målmand Arek Onyszko er nu klar med et forsøg på at genoptage karrieren i England.

Den tidligere Viborg-, OB- og FCM-målmand har ikke opgivet at få sparket liv i fodboldkarrieren igen. Det er ellers alt andet end fodbold der på det seneste er blevet sat i forbindelse med den kontroversielle målmand, der sidst på året blev fyret på grund af sin bog "Fucking Polak".

Nu forsøger Arek Onyszko i følge Ekstra Bladet at tilspille sig en kontrakt i engelske Plymouth Argyle, der ligger tredjesidst i den næstbedste række. Onyszko har fået fire dage til at overbevise manager Poul Mariner om, at han er værd at satse på.

Hvis det lykkes for Onyszko at finde lykken i det engelske, må han dog højst sandsynligt tage til takke med en reserveplads, da klubbens nuværende målmand er anfører, og sidste år blev kåret til årets spiller i klubben.

Et anden udfordring er, at klubben for øjeblikket er ramt af økonomiske problemer. Kilder tæt på klubben mener dog, at der snart vil blive tilført nye pengemidler fra den japanske inversteringsgruppe, der ejer klubben.