Superliga

Ove C: Vi er stærkere i foråret

Ove Christensen lover, at Randers FC bliver bedre i foråret, end holdet har været i efteråret.

Ove Christensen er en rutineret træner, der har stået i mange svære situationer før. Men den opgave der venter i foråret med Randers FC, må være en af de sværeste træneren har oplevet.

Ikke desto mindre er træneren ikke bleg for at sige, at han forventer et langt bedre Randers-hold i foråret.

- Der er en række udviklingsområdet, og jeg er ikke i tvivl om, at vi vil blive stærkere til foråret. Vi vil komme ud i en stærkere mental udgave, og teknisk og spillemæssigt vil man også se en forbedret udgave af Randers FC, siger Ove Christensen til Randers Amtsavis.

Ove Christensen overtog tøjlerne som Randers-træner, da klubben valgte at fyre John Faxe Jensen efter en katastrofestart. Siden er det blevet lidt bedre, og i sidste spillerunde i efterårssæsonen formåede klubben at få den første sejr. Ove Christensen erkender da også, at det har været nogle hårde måneder.

- Jeg har reelt ikke haft én fridag, siden jeg startede i Randers. Men jeg har på ingen måde fortrudt. Selvom det har været hårdt, har jeg også nydt det, siger Ove Christensen.

Han skal nu sørge for, at Randers-spillerne er klar til forårssæsonen, hvor Randers i den første kamp gæster Blue Water Arena og Esbjerg.