Superliga

SAS Ligaen hjalp landsholdet til succes

AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen er glad for, at Michael Jakobsen og Jakob Poulsen holdt niveau i den afgørende VM-kvalifikationskamp mod Sverige.

Imod Chile havde AaB's Michael Jakobsen det svært i duellerne med Alexis Sanchez og de andre fodrappe spillere på Marcelo Bielsas fremragende mandskab, og mod Sverige havde den nordjyske københavner nye store udfordringer i form af Zlatan Ibrahimovic og den unge komet Rasmus Elm.

Jakobsen og det danske forsvar klarede opgaven udmærket, og AaB'erens sportsdirektør Lynge Jakobsen er glad for, at backen og hans SAS Liga-kollega fra AGF Jakob Poulsen holdt niveau i den vitale kamp.

- Han og Jakob Poulsen viste, at de godt kan bestride at spille med på det niveau. Michael blev langsomt bedre, og at Morten Olsen holder ham på banen viser, at han ikke blev mindre værdifuld i slutfasen. Det glæder mig som klubmand, at han kunne løfte det, der skulle til, siger Lynge Jakobsen til tipsbladet.dk.

AaB-sportsdirektøren tager de mange SAS Liga-spillere i VM-kvalifikationen som et tegn på, at det går den danske liga godt.

- Det er udtryk for, at de hjemlige spillere kan træde til. De kan ikke være bærende som profilerne i udlandet, men de kan træde til i supplerende roller, siger Lynge Jakobsen.

Danmark spiller den afsluttende VM-kvalifikationskamp onsdag hjemme mod Ungarn.