Superliga

Smagsdommer: Nordstrand-exit en katastrofe

Den tidligere topdommer Knud Erik Fisker mener, at det var en kæmpefejl af FCK, at man i august valgte at leje Morten Nordstrand ud.

FC København valgte i sommerens tranfervindue at leje Superligatopscoreren Morten Nordstrand ud til hollands fodbold, fordi han ikke fik meget spilletid for løverne. Siden har det været småt med mål fra FCK's angribere, og de forsvarende mestre har kun scoret ét mål i de seneste tre Superligakampe. Det er Nordstrands exit en af grundene til, mener den tidligere topdommer Knud Erik Fisker, der i denne uge er en del af Tipsbladets smagsdommerpanel.

LÆS OGSÅ: Randers skal tale med narkoman

- Det var en katastrofe, at de skilte sig af med Morten Nordstrand. Han var jo den mest scorende spiller, når man kigger på mål i forhold til spilletid. De har satset på nogle gode angribere, men det var Nordstrand, der scorede målene. Det var en kæmpe fejl at skille sig af med ham, siger Knud Erik Fisker til Tipsbladet.

Den tidligere topdommer, der i dag er daglig leder af Amager Sport & Event, mener at der er flere ting i vejen med FCK's offensiv.

- FCK spiller for defensivt. De spiller ikke på den måde, de burde i forhold til at de har Danmarks bedste trup. De stiller sig for langt tilbage. Og så har de en forkert transfer-politik. De satser på stjerner, der allerede har haft succes. Det er som om, at de skal hente brasilianere i Sverige. Nu har de hentet angribere for mange millioner, men de har ikke slået ordentlig til endnu. De har masser af stjerner, men hvor er arbejdshesten? De mangler en spiller, der arbejder for sagen, siger Knud Erik Fisker.

LÆS MEGET MERE OM FISKER OG DE ANDRE SMAGSDOMMERES SYN PÅ FODBOLDDANMARK I TIPSBLADET UPDATE - PÅ GADEN TIRSDAG.