Superliga

Solbakken: Spillerne ikke påvirket af nyhed

Hvorfor annoncerede Ståle Solbakken og det norske fodboldforbund den nye landstrænersituation to dage før en vigtig FCK-kamp i Europa League?

Timingen virkede ikke oplagt.

Tirsdag aften sad Ståle Solbakken i Oslo og blev præsenteret som fremtidens norske landstræner med start fra 1. januar 2012, torsdag aften står han på sidelinien i Parken og skal styre FCK til nødvendige point i Europa League-kampen mod PSV - og det midt i en spillemæssig krise for de forsvarende mestre.

Hvorfor ikke vente til næste uge med at annoncere det nye job, når der var faldet ro over tingene og venskabskampene fylder tiden?

- Simpelt hen fordi der var en risiko for, at nyheden kunne slippe ud. Jeg har det sådan, at når noget er faldet på plads, så er det bedre at være ærlig og lægge tingene frem så hurtigt som muligt i stedet for at holde på hemmeligheder. Og det var vi alle sammen enige om, FCK, det norske fodboldforbund og jeg selv, siger Ståle Solbakken til tipsbladet.dk.

Men er der ikke en risiko for, at det vil påvirke spillerne med sådan en nyhed så tæt på PSV-kampen?

- Nej, så undervurderer man spillerne i FC København, hvis man tror, at det kan påvirke. Jeg gav dem et hint om, at der nok kom noget nyt, da vi trænede tirsdag, og nu har de så hørt nyheden, og så er den ikke længere. Vi har startet forberedelserne til PSV-kampen, og de er gået godt. Og jeg stopper jo heller ikke nu, vi skal være sammen i de næste 18 måneder.

- Selvfølgelig ved jeg godt, at det vil blive gjort til årsagen, hvis vi skulle tabe til PSV på torsdag, men hvis vi havde ventet med pressemødet, havde det så bare været grunden næste gang, vi løber ind i et skidt resultat. Sådan er det, og det kan man ikke lave om på, siger Solbakken.