Superliga

VM-træner anbefaler SAS Ligaen

USA's landstræner Bob Bradley har været inde over flere klubskifter til SAS Ligaen, og han vil ikke tøve med at anbefale ligaen til flere amerikanske spillere.

I de seneste år har Michael Parkhurst, Jeremiah White, Danny Califf, Marcus Tracy og Benny Feilhaber fundet vej til SAS Ligaen, mens Randers til nytår henter armensk/amerikanske Yura Movsisyan.

USA's landshold var i sidste uge gæster på NRGi Park i Århus, og ifølge holdets cheftræner Bob Bradley er det ingen tilfældighed, at der er adskillige amerikanske spillere i lige netop Danmark.

- Det har fungeret rigtig godt for en række spillere. Vi har meget respekt for den danske liga. For tempoet og det taktiske niveau, der er ret godt. Kvaliteten, konkurrencen og de interessante stadions gør det godt, siger Bob Bradley til tipsbladet.dk.

- Nogle spillere vælger at blive i MLS, og det kan også fungere godt. Men nogle vil på et tidspunkt have en ny udfordring. Det kan være svært at få chancen i Europa, og som udgangspunkt har klubberne her respekt for amerikanske spillere og deres indstilling. At en række amerikanske spillere har fået succes her gør, at danske klubber fortsat vil kigge. Jeg vil fortsat anbefale unge amerikanere, der leder efter et sted, at Danmark er et godt sted at overveje, fortsætter Bob Bradley.

Det amerikanske fodboldmesterskab blev afgjort i sidste weekend, hvor Yura Movsisyans hold Salt Lake City vandt på straffespark over David Beckhams LA Galaxy.

Du kan læse mere om USA's fodboldlandshold i dagens Tipsbladet Indsigt, hvor vi sætter VM-fokus på det store lands chancer i Sydafrika til næste sommer. Du kan også læse artiklen online ved at klikke her.