Serie A

Inter-angriber risikerer karantæne

Nytilkomne Goran Pandev kan måske se frem til flere problemer som følge af hans skifte til Inter.

Han havde store problemer med at komme væk fra Lazio, og selvom
historien om Pandevs skifte til Inter så ud til at være lukket,
fortsætter problemerne omkring makedonerens transfer.

Det italienske fodboldforbund kigger på sagen, da der er forlydender
om, at Pandev og Inter blev enige om en transfer allerede i september.
I Italien er det forbudt at forhandle med spillere uden for
transfervinduets åbning.

Pandev, der har fået en god start i Milano og scorede i sidste weekends
derby mod AC Milan, risikerer to måneders karantæne, hvis forbundet
skønner, der har været ugler i mosen.

Inter kan ligeledes se frem til en bøde på 50.000 euro (375.000 kr., red.).

Jose Mourinho, Pandev og resten af Inter-holdet gæster i morgen Parma i Serie A.