Serie A

Medie: Kaká skifter til Milan

Et spansk medie skriver, at aftalen mellem Real Madrid og Milan er faldet på plads.

Kaká blev hentet til Real Madrid som en stjernespiller, men siden skiftet til det spanske har brasilianeren mere givet den som krykhusar end en af verdens bedste fodboldspillere.

Og netop på grund af de mange skader, har flere medier det seneste stykke tid spekuleret i, at Real Madrid har mistet tålmodigheden med Kaká og erkendt, at han aldrig bliver et hit på Santiago Bernabeu. Derfor er de villige til at sælge ham til sommer.

Disse rygter har fået endnu mere næring i dag.

Torsdag aften skriver den spanske avis El Mundo Deportivo nemlig, at Real Madrid og AC Milan allerede er nået til enighed om en pris på Kaká, og at brasilianeren derfor skifter tilbage til Milano til sommer. Prisen skulle angiveligt ligge et sted i mellem 20-30 millioner euro.

Selvom Kaká ikke har haft sine bedste år siden skiftet væk fra AC Milan, er midtbanespillerens løn stadig ikke blandt branchens mindste - for at sige det mildt. Derfor forventes det, at Milan skiller sig af med en lang række spillere for at kunne finansiere Kakás tilbagevenden.