Serie A

Simon Kjær: Lyst til at save Pastore ned

Palermo-stjernen Javier Pastore er en irriterende god fodboldspiller, mener den danske landsholdsforsvarer, der spillede sammen med argentineren i forrige sæson.

I januar var både Chelsea, FC Barcelona og Real Madrid ude med snøren efter 21-årige Javier Pastore, der netop er blevet kåret til den bedste unge spiller i Serie A i 2010. Og Simon Kjær, der spillede sammen med den argentinske

trequartista

i forrige sæson, forstår godt hvorfor. Pastore er nemlig irriterende god.

- Når du som forsvarsspiller vil sætte en tackling ind, prikker han bare bolden forbi dig, og otte ud af 10 gange laver han en tunnel på dig. Det er det bedste, han ved, og på den måde er han egentlig lidt en lort at spille over for, siger Simon Kjær til tipsbladet.dk.

- Man får tit lyst til at løbe hen og save ham ned, og jeg kunne godt frygte, at han på et tidspunkt vil komme galt af sted, fordi han er så provokerende i sin spillestil. Men det er jo en fornøjelse at se på med alle de tunneller, og det er også derfor, han er elsket.

Palermo-præsident Maurizio Zamparini udtalte for nylig, at Javier Pastore ikke vil blive solgt for mindre end 750 millioner kroner, men ifølge Simon Kjær er det stærkt overdrevet. Han er i tvivl om, hvilken klub der ville være bedst for Pastore, men tror, at FC Barcelona ville være et godt bud.

- Jeg tror, han ville være exceptionel i Barcelona, fordi han har nogle af de samme kvaliteter som Xavi og Iniesta. Men samtidig har han måske også brug for at være

the one

, eneren på holdet. Uanset hvad har han potentiale til at blive rigtig, rigtig stor, og det er jeg også sikker på, han bliver.

Læs meget mere om Javier Pastore både på og uden for banen i

Tipsbladet Update

, der er på gaden tirsdag.