Serie A

Skader og en presset Benitez

Lørdag aften er der dømt derby i Milano. Meget har ændret sig siden de to hold mødtes i efteråret. Vi skruer tiden tilbage...

Bragt i Tipsbladet 12. november 2010

I Milans hjemmekamp mod Palermo onsdag måtte både Filippo Inzaghi og Alexandre Pato udgå med skader, naturligvis til træner Allegris udelte ærgrelse.

Men det er vand i forhold til de skades-ulykker, der er væltet ned over Inter op til det store Milano-derby søndag. Skadeslisten omfatter en række af holdets allermest bærende spillere: Esteban Cambiasso, Julio Cesar, Maicon, Thiago Motta og Wesley Sneijder. Og også MacDonald Mariga, Sulley Muntari, Nelson Rivas og David Suazo er ude.

Mest opsigtsvækkende er dog situationen omkring Wesley Sneijder, der besvimede kortvarigt i omklædningsrummet i pausen under lørdagens hjemmekamp mod Brescia.

»Jeg rystede allerede inden halvlegen, og i de sidste fem minutter inden pausen havde jeg det dårligt,« siger hollænderen ifølge La Gazzetta dello Sport.

I den hollandske avis De Telegraaf uddyber han:

»Jeg begyndte at ryste og få ondt i hele kroppen. I omklædningsrummet fik jeg det dårligt og besvimede et øjeblik. Lægerne undersøgte øjeblikkeligt min puls og mit blodtryk. Bagefter rejste jeg til Holland for at få yderligere en vurdering, og konklusionen er, at jeg lider af blodmangel, og at hele min krop er udmattet.«

Sneijders blackout kommer efter en tætpakket debut-sæson for Inter, hvor han desuden var en nøglespiller for det hollandske landshold i Sydafrika. Og den 26-årige playmaker ser en direkte sammenhæng mellem det hårde kampprogram og sit ildebefindende.

»Efter en virkelig hård sæson havde jeg to dages ferie - og så tog jeg direkte til VM. Efter slutrunden havde jeg så et par uger, hvor jeg kunne slappe af, inden jeg igen skulle på arbejde med Inter. Ligesom Rooney burde jeg hvile mig, men nu kan jeg jo ikke lade mine holdkammerater i stikken med alle de skader, vi har på midtbanen,« fortæller Sneijder videre til La Gazzetta dello Sport.

Sneijder forventes at være tilbage i startopstillingen mod AC Milan, men hans situation virker symptomatisk for et Inter-hold, hvor mange af de største stjerner nu synes at betale prisen for næsten at have spillet over evne i José Mourinhos sidste sæson.

Læs mere på næste side