Video : Tipsbladet
Superliga

AaB-kaptajn: Den måske mest brutale uge, jeg har været med til

Lucas Andersen kalder sejren over SønderjyskE for det, AaB skulle vise, at de har styr på, så deres træner kan koncentrere sig om sin familie.

AaB er på ubestemt tid uden sin træner Jacob Friis, hvis datter har fået konstateret leukæmi. En nyhed, der har påvirket AaB-truppen, og kom kort tid efter, at klubben var meget fokuseret noget helt andet, nemlig fyringen af sportschefen Allan Gaarde.

Det satte AaB-kaptajnen Lucas Andersen ord på efter kampen mod SønderjyskE.

Læs også:AaB punkterer Sønderjyske med tre sene mål

- Det er nok den mest brutale uge, jeg nogensinde har været med til. I første omgang er det aldrig rart, når der en, der mister et job, og en der har været så stor en del af hverdagen i AaB. Og så bliver det fulgt op af det måske værste, der kan ske for en familie. At der er et barn i Jacob Friis’ familie, der bliver alvorligt sygt. Så det er klart, at det ikke er meget fokus vi har haft på fodbolden i den her uge, sagde Lucas Andersen til TV3 Sport.

Det var en tydelig berørt Lucas Andersen, der stod i studiet efter sejren over SønderjyskE i Haderslev.

Læs også:Berørt AaB-assistent forsøger at glemme tragisk Friis-nyhed på banen

- Os, der selv har børn, kan sætte sig ind i, hvor utroligt hårdt det er at skulle stå i den situation. Det er nærmest det eneste, jeg har tænkt på. At se mig selv stå i den situation og hvor ualmindeligt hårdt, det er. Det er også derfor, det var så vigtigt for os at vise den her præstation i dag. Det så lidt tungt ud i første halvleg. Men der var vilje og det var noget, vi havde fokus på inden kampen. Vi skulle lægge alt, hvad vi havde, ude på banen, så Jacob kun har én ting at bekymre sig om. Resten skal vi nok tage os af, sagde Lucas Andersen til TV3 Sport.

Læs også:Fyret AaB-sportsdirektør: Ku’ ikke lade være med at hyle