Superliga

Aabech-advokat: Det er en fuser

Der er ingen sved på panden i Kim Aabech-lejren oven på endnu et kapitel om kontraktforholdene med Lyngby

Krigen mellem Randers FC og Lyngby raser stadig i sagen om Kim Aabech. Nu har en stribe af højtstående fodboldchefer angiveligt overfor Ekstra Bladet udtrykt bekymring over Kim Aabechs kontraktforhold med Lyngby.

Sagens kerne er en tillægskontrakt, der ikke er godkendt af DBU som reglerne forskriver. I avisen bliver der spekuleret i, om sagen kan ende med en pointstraf til Lyngby, for at have benyttet en spiller med en ugyldig kontrakt.

DBU har onsdag formiddag udsendt en pressemeddelelse om, at Kim Aabech ikke spiller ulovligt i Lyngby, der ikke skal frygte for en pointstraf, da standardkontrakten er korrekt registreret. Dog slår forbundet fast, at kontrakt-sagen stadig er under behandling.

Hos Kim Aabechs advokat Jeppe Stokholm er der da heller ingen bekymring over historien, som han ikke har meget til overs for.

- Faktum er at DBU behandler sagen. De har indhentet indlæg fra sagens parter, og nu venter vi med sindsro på, at de behandler sagen færdig, siger Jeppe Stokholm til tipsbladet.dk

- Jeg har været i kontakt med DBU så sent som i dag, og de ønsker ikke yderligere information fra Kim Aabech. Vi er meget fortrøstningsfulde i forhold til resultatet af sagen.

- Ekstra Bladet skriver, at Kim er en bombe - i virkeligheden er det deres egen historie, der er en fuser, siger advokaten.

DBU behandler samtidig også en sag rettet mod Randers FC, da klubben angiveligt kontaktede Kim Aabech om en kontrakt-forhandling uden at have fået tilladelse fra Lyngby. Randers og Kim Aabech nåede at underskrive en aftale, men den store fokus på den mulige ulovlige kontakt resulterede i, at kontrakten siden blevet revet itu.