Superliga

Aftalt spil i AaB-sejr?

Der var tydelige tegn på aftalt spil, da AaB i går slog itauiske Ekranas på klubbbens spanske træningslejr. Det mener en dansk spilleekspert.

Da Superliga-klubben AaB mandag sluttede sin spanske træningslejr af med en sejr på 2-0 over det litauske mesterhold Ekranas, var der tydelige tegn på aftalt spil.

Det mener Tonni Jensen, der er medejer af bettingsitet SpilXperten.dk. Han fulgte kampen via en asiatisk spilleside.

Fra kampstart var oddset på en nordjysk sejr omkring 1,70, men som kampen skred frem, faldt oddsene på nordjyderne. Og bemærkelsesværdigt nok var oddset på en handicap-sejr til AaB (med mindst to mål, red.) helt nede på 1,44 med ti minutter tilbage. Selv om stillingen her var 0-0.

- Det er helt klare tegn på, at der er blevet fixet. Det betyder, at der sidder nogle og spiller enorme summer på tomålssejr til AaB, for normalt burde oddsene på AaB-sejr stige, når kampen udvikler sig sådan, og der bliver kortere og kortere tid til at score de to mål, siger Tonni Jensen til Nordjyske.

AaBs cheftræner, Kent Nielsen, bed dog ikke mærke i noget mistænkeligt ved kampens forløb.

- Det er ikke noget, man står og tænker over som træner under kampen, medmindre der er noget, der ser helt tåbeligt ud. De mål, vi fik, var ikke foræringer. Jeg synes, det er gode, gennemspillede mål, og vi burde også være kommet foran tidligere i kampen, bedyrer Kent Nielsen.

Det er ikke første gang, AaB har været indblandet i en kamp mistænkt for aftalt spil. Det samme skete i sommeren 2009, hvor nordjyderne blev slået ud af bosniske Slavija Sarajevo i kvalifikationsopgør til Europa League.