Superliga

Agger: Kampe uden mål irriterer mig

Nicolaj Agger tager fokus på de manglende mål fra Brøndbys angribere roligt, men han erkender, at det irriterer ham, når han går målløs fra banen.

I tre testkampe på stribe er Brøndby gået fra banen uden at score og med et 1-0-nederlag i bagagen. Resultaterne har været sløje, men det største fokus fra omverdenen hviler på klubbens angribere, der tilsammen blot formåede at score seks mål i efterårssæsonen og nu altså igen demonstrerer, at de er temmelig uefne foran mål.

De manglende mål og den manglende evne til at skabe chancer har i weekenden fået træner Henrik Jensen til at udtale, at han er bekymret for angrebet, og at han i øvrigt vil være tilfreds med at slutte Superliga-sæsonen på en tredjeplads.

Nicolaj Agger er én af de spillere, der står for skud, når talen falder på det sløve Brøndby-angreb. Og Agger er delt i debatten om de manglende mål fra angriberne.

- Jeg tager snakken om de manglende mål helt roligt. Scorer jeg på søndag, og vinder vi samtidig 1-0 over Lyngby, så er det hele glemt. Det overrasker mig, at der er så meget fokus på det, men det går mig egentlig ikke på. Men det irriterer mig personligt, når jeg ikke scorer, for det er det, jeg går på banen for hver gang, siger Nicolaj Agger til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Brøndby: Farnerud skulle ikke sælges

Skylden for de manglende mål kan heller ikke udelukkende skydes på angriberne. Det mener Agger i hvert fald. Det handler lige så meget om opspil og om at skabe chancerne.

- I flere af de her testkampe, har vi bare ikke fået skabt nok chancer, og det skyldes blandt andet, at vores flow i spillet ikke har været det bedste. Vi angribere skal selvfølgelig tage vores del af ansvaret, for det er vores primære opgave at score mål, men vi er jo fælles om at spille bolden op og komme til mulighederne, og derfor er det også spillerne i de andre kæders ansvar, at vi får scoret, mener Nicolaj Agger.

Tre efterårsmål væk med Farnerud
Tre af Brøndby-angribernes seks efterårsmål har forladt klubben med Alexander Farneruds afgang til Young Boys, og der er nu andre spillere, der skal træde i karakter i foråret.

Én af dem er naturligt nok Nicolaj Agger, der sammen med Ousman Jallow kunne se ud til at skulle udgøre Henrik Jensens angrebskæde i Superliga-premieren søndag mod Lyngby. Agger mener ikke, at Farneruds afgang har betydning for målfarligheden i Brøndbys angreb, og han mener heller ikke, at manglende målselvtillid fra efteråret er taget med over i foråret.

- Det gik godt for os til sidst i efteråret, hvor vi både fik scoret mål og vundet kampe. Det gav masser af selvtillid, og vi har ikke taget noget negativt med fra efteråret. Slet ikke. Vi må bare komme videre fra de her træningskampe. Du kan øge dine chancer for at score ved at træne afslutninger, men målfarlighed er ikke noget, du kan træne dig til. Det handler om at score målene, og som sagt: Hvis jeg scorer på søndag, og vi vinder, så er alle glade, siger Agger.