Superliga

Agogo var no-go - hvad nu?

Angriberen Junior Agogo fik ikke kontrakt i OB. Derfor fortsætter den fynske klub med at lede efter spillere, der kan forstærke holdet i foråret.

I går sagde OB farvel til den ghanesiske angriber Junior Agogo, der efter en uges prøvetræning fik stemplet "no-go", inden han blev blev sendt afsted mod nye udfordringer. Agogo var OBs første forsøg på at hente en forstærkning til truppen fra den store gruppe af arbejdsløse spillere, som i øjeblikket præger det økonomiske marked, men han var ikke god nok til at spille sig til en kontrakt. Det betyder dog ikke, at OB nu er færdig. Nej, den fynske klub fortsætter med at kigge efter forstærkninger til den trup, som blev voldsomt skåret ned i vinterens transfervindue.

Læs også: OB siger nej tak til Agogo

- Vi arbejder systematisk på at forstærke truppen, og det gør vi også her i foråret. Vi kigger i alle kæder, men tager vi nogen ind, skal de naturligvis have den kvalitet, vi søger, siger OBs direktør Thomas Christensen til tipsbladet.dk.

Det er dog næppe midtbanespillere, OB søger. Fynboernes centrale midtbane er stærkt besat med spillere som Eric Djemba-Djemba, Kalilou Traoré og topscoreren Hans Henrik Andreasen, mens den nytilkomne franskmand, Bernard Mendy, har skabt dybde på kanterne. I stedet er det formentlig en angriber - som Agogo var det - eller en alsidig forsvarsspiller, der kan dække begge backs, fynboerne søger efter på de arbejdsløse spilleres marked.