Randers FC - Hobro IK 4-0 (2-0)
1-0 Emil Riis (29.)
2-0 Mathias Greve (33.)
3-0 Emil Riis (66.)
4-0 Marvin Egho (82.)
Kampens bedste
Randers FC
Flere Randers-spillere bejler til titlen som kampens spiller, men i sidste ende løber Emil Riis med æren. Angriberen fik både tilkæmpet sig et straffespark og scorede to mål, hvilket resulterede i en toppræstation.
Med sine scoringer er Riis nu delt topscorer sammen med Marvin Egho i Randers FC med otte mål.
Læs også:LIVE: Randers på vej mod storsejr hjemme mod Hobro
Hobro IK
Det var svært at finde en enestående præstation på et svagt Hobro-mandskab her til aften. Dog viste Edgar Babayan ind i mellem gode takter. Armeneren fandt ind i nogle gode løb i offensiven, inden han blev skiftet ud i det 69. minut.
Kampens værste
Simon Jakobsen får titlen som kampens værste, da han kom til at se skidt ud i forbindelse med straffesparket. Hobro-stopperen bremsede Randers FCs Emil Riis i eget straffesparksfelt, og det fik dommer Mikkel Redder til at dømme straffespark og give Jakobsen et rødt kort.
Det røde kort resulterer i, at Jakobsen sidder ude med karantæne i de to vigtige kampe, der venter mod Esbjerg i de kommende spillerunder.
Læs også:Startopstillinger: Hobro har topscorer tilbage fra karantæne
Kampens detalje
Midtvejs i første halvleg gik bølgerne højt på sidelinjen. Hobro-cheftræner Peter Sørensen og Randers-cheftræner Thomas Thomasberg var i en heftig diskussion om et frispark begået af Simon Piesinger på midten af banen, hvor ordene ikke ligefrem var stuerene.
Se episoden mellem de to cheftrænere i videoen øverst i artiklen.