Superliga

BIF-forsvarere i forsigtig fremgang

Det går stille og roligt fremad med de fem skadede Brøndby-forsvarere, lyder det fra klublæge Eilif Larsen. Clarence Goodson forventes klar til næste Superliga-runde.

Brøndby-forsvaret har været hårdt ramt af skader i det nye år, og i søndagens derby-nederlag til FC København måtte højreback Anders Randrup trække ind i midterforsvaret.

Hverken Mikkel Bischoff, Clarence Goodson, Remco van der Schaaf eller anfører Max von Schlebrügge var spilleklar, og efter 58 minutters spil måtte venstreback Jan Frederiksen lade sig udskifte med en forstrækning i baglåret.

Det er derfor en større delegation, der hver dag sætter kurs imod styrkerummet i stedet for at træne med bold under Henrik Jensen.

- Lige nu sidder de på cyklerne og arbejder, og det kører meget godt, siger klublæge Eilif Larsen med optimisme til

tipsbladet.dk

.

- Det ser egentlig slet ikke så tosset ud, men om vi kommer 100 procent på plads inden Silkeborg-kampen, der er svært at svare på lige nu. Det bliver meget nemmere at sige noget om, hvor meget de kan præstere, når vi kommer ind i næste uge, men umiddelbart vil jeg tro, at vi i hvert fald kan få Goodson klar.

Den 28-årige amerikaner har døjet med en brækket tå, som ikke ser ud til at give yderligere komplikationer.

- Den sidder pænt og har ikke flyttet sig, så det ser fornuftigt ud, tilføjer Eilif Larsen.

Går stille og roligt frem
Landskamspausen har været en kærkommen lejlighed til at lade de skadesplagede forsvarsspillere restituere og genoptræne uden forcering - og dermed minimere risikoen for overbelastninger og tilbagefald.

- Vi kører i et meget forsigtigt regi, for nu har vi tiden til det. I
denne uge er der ingen af dem, der bliver presset. De får fred og ro og
noget alternativ træning, fortæller Eilif Larsen.

- Så bliver det først på mandag, at vi begynder at kigge på, hvor meget vi
kan starte dem op. Det ser meget fornuftigt ud i øjeblikket, men vi
kører dem jo også på et lavt blus, hvor de ikke bliver stressede. Så kan
du sige, at så vil det altid føles som om, at det går meget godt. Det er først i rigtig træning, at man får en fornemmelse af, hvor langt de er.