Video : Tipsbladet
Superliga

Borring sagde nej til flere klubber: Vil ind i salgsbranchen

Jonas Borring meddelte tidligere i dag, at hans karriere er slut. Det sker selvom, at flere klubber angiveligt var interesseret.

Det er slut med at spille fodbold på topniveau for Jonas Borring, der har erklæret sit karrierestop.

Beslutningen har han truffet efter, at flere klubber meldte deres interesse for ham, fortæller han.

- Der har været nogle spændende klubber, men det var bare ikke den rette pakke for mig og min familie. Mine to ældste børn er startet i skole, og så fik vi en datter for to måneder siden. Jeg har slået mig ned på Fyn, så jeg har også været begrænset af geografien, forklarer Jonas Borring.

Hvor har tilbuddene kommet fra?

- Det har været både Superliga og 1. division. Men når alt kom til alt, var det bare ikke den rigtige pakke for mig selv og familien. Hvis det skulle være noget nyt, skulle det give rigtig god mening og være det hele værd, også i forhold til at jeg har nogle store børn, som jeg gerne være sammen med, siger han.

Han ved endnu ikke, hvad hans næste job bliver.

- Jeg er begyndt at Interessere mig mere og mere for erhvervslivet, og når jeg har mærket det hele efter, har jeg følt, at det er tid til at gå den vej.

- Salgsbranchen er den branche, jeg gerne vil ind i. Jeg har læst noget marketing online. Så jeg håber, at der er nogle, der kan bruge mig. Jeg har haft et par interessante samtaler. Vi må se, om det ender ud i noget positivt, siger han.