Superliga

Brøndby-fan skal i spjældet

En 23-årig Brøndby-fan skal fem måneder i fængsel for ballade i forbindelse med en kamp mellem FCK og Brøndby.

En 23-årig Brøndby-tilhænger er i Københavns Byret idømt fem måneders fængsel for at have kastet en flaske og to romerlys under urolighederne i forbindelse med fodboldkampen mellem FC København og Brøndby i Parken i september. Det skriver Ritzau.

Der er tidligere afsagt en dom i en anden sag i kølvandet på kampen, men det er den første dom, der ender med ubetinget fængsel.

Der var masser af ballede til kampen mellem FC København og Brøndby den 19. september. Således blev der i alt anholdt 41 personer før og under kampen. Inde på stadion blev der ødelagt 478 sæder, ligesom toiletter blev udsat for hærværk.

Ifølge Ritzau, lægger politiet derfor op til at registrere uromagerne i politiets hooliganregister. En registreret hooligan skal i to år holde sig minimum 500 meter fra stadion før, under og efter en kamp.

- Vi arbejder på at få mellem 20 og 25 fra kampen 19. september registreret, har sektionsleder John Lorentzen fra Københavns Politi tidligere sagt til Ritzau.