Superliga

EfB-træner: Hektisk start

Jess Thorup har haft travlt i sine første uger som Superliga-cheftræner.

Esbjergs cheftræner Jess Thorup er glad for de to uger, han har haft til at forberede sit hold til weekendens FCK-kamp.

Jess Thorup havde kun en nat at forberede sig i, før han mandag morgen for lidt over to uger siden blev præsenteret som cheftræner i Esbjerg fB.

Aftenen forinden havde Ove Pedersen sagt op, og i Esbjerg var der ingen tvivl om, at Thorup skulle erstatte Pedersen efter den overraskende afsked.

Thorup har haft et par gode første uger som øverste chef for spillertruppen, og han er glad for at have haft mange spillere til rådighed i landskampspausen.

- Jeg synes, at spillerne har været på og er modtagelige overfor det, jeg gerne vil, siger Jess Thorup til tipsbladet.dk.

- Vi har bygget videre efter sejren over FC Nordsjælland. Jeg ved godt, at vi ikke kan flytte verden på 14 dage, men vi har bygget lidt ovenpå. Vi har haft Lukas Hradecky og Arnor Smarason med landshold, men ellers har jeg haft alle folk til rådighed, siger Thorup.

Selv er Thorup optimistisk efter den start, han har fået, ikke mindst på grund af sejren over FC Nordsjælland.

- Det har været sjovt, spændende og hektisk. Jeg synes, at jeg er kommet fint igennem det, og jeg har en god fornemmelse.

Esbjerg spiller lørdag mod FC København hjemme på Blue Water Arena.