Superliga

Esbjerg nyder livet under Thorup

Jess Thorup har for alvor været med til at sætte gang i pointhøsten i Esbjerg, og den tidligere Superliga-spiller får stor ros for sine trænerevner.

For få kampe siden så det meget surt ud for Esbjerg, men et trænerskifte og syv point i de seneste tre kampe har fået de mørkeste skyer til at drive væk fra det vestjyske. Esbjergenserne er nu kun et point fra Lyngby, der ligger lige over nedrykningsstregen, og det flotte comeback tilskrives i høj grad Jess Thorup.

- Det skyldes, vi har fået en ny træner. Jess har en anden tilgang til tingene, end Ove (Pedersen, tidligere træner, red.) havde. Han taler meget mere med den enkelte spiller og er god til at fokusere på at åbne mulighederne op, siger Esbjerg-spiller Thomas Gaardsøe ifølge sporten.dk.

Esbjerg slog netop bundrivalerne fra Lyngby med 1-2 i går aftes, men den sejr kom ikke i hus efter på grund af stille samtale med hver enkelt spiller.

- Jeg var ikke tilfreds i første halveg. Vores mål var at spille med Lyngby, men det formåede vi ikke, så jeg gav mine spillere en opsang i pausen. I anden halveg er det fuldt fortjent, at vi vinder. Vi har flere chancer til at score ét, to eller tre mere, siger Jess Thorup.

Esbjergs næste kamp er hjemme imod Silkeborg på lørdag, og det kan godt gå hen at blive en god kamp imellem to hold, der i øjeblikket viser fin form. Silkeborg er således det eneste hold i den bedste danske række, der endnu ikke har tabt i forårssæsonen, og det er Thorbjørn Holst Rasmussens imponerende fuldskæg et tydeligt bevis på.

Om Holst Rasmussen får lov at beholde sit skæg, der først fjernes efter Silkeborgs første nederlag, eller om Jess Thorup-effekten fortsætter, det vil vise sig, når kampen fløjtes i gang klokken 17 i Esbjerg på lørdag.