Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-back runder hjørne: Jeg har været heldig

Joel Andersson får sin 50. kamp for FC Midtjylland, hvor han har udviklet sig og er glad for at være.

Han var egentlig købt ind som breddespiller og talent, men Joel Andersson har taget FC Midtjylland med storm. Lynhurtigt blev han stamspiller, og snart runder han en milepæl i klubben.

Næste gang, Andersson betræder græsset, bliver det svenskerens kamp nummer 50 for FC Midtjylland efter halvandet år i klubben.

Højrebacken føler sig privilegeret over at have slået så hurtigt igennem, og det har også udviklet ham som spiller.

- I Danmark er der lidt flere kampe end i Sverige, så hvis man er stamspiller, bliver det hurtigt til mange kampe. Jeg har været heldig at spille meget, så det er rigtig dejligt, siger Joel Andersson til fcm.dk.
- Jeg er blevet stærkere fysisk, jeg har fået mere power, og så tænker jeg lidt hurtigere, siger han om sin første tid hos FC Midtjylland.
Joel Andersson får efter al sandsynlighed jubilæet mod Randers FC mandag aften.

-  Randers er et godt og fysisk stærkt mandskab. Vi ved ikke, hvordan de griber kampen an, men måske vil de stå lidt lavere end ellers, hvilket vi også oplevede i vores seneste kamp i Silkeborg. Her lykkedes vi fint med at producere chancer alligevel, så det skal vi have gang i igen, siger Andersson.