Superliga

FCM havde ikke råd til ny angriber

FC Midtjylland tjekkede markedet for en afløser for Frank Kristensen, men uldjyderne gik aldrig i forhandlinger om en ny bomber trods en uerfaren angrebskonstellation.

Det kom som noget af en overraskelse, da FC Midtjylland lørdag 29. januar solgte klubikonet Frank Kristensen til Randers FC.

Den høje angriber havde ganske vist kontraktudløb til sommer og var langt fra at blive enig med klubben om en ny aftale, men de fleste havde ventet, at en afsked først ville finde sted til sommer.

Ifølge Frank Kristensen var han og sportsdirektør Jens Ørgaard enige om, at angriberen havde lov til at finde en ny klub i januar, men den 33-årige targetman, der har tilbragt hele seniorkarrieren i Ikast og FC Midtjylland, havde kun kigget efter klubber i udlandet.

FC Midtjyllands koncerndirektør Søren Bach var med til at give Frank Kristensen løbepas, og det var ikke en nem afsked.

- Der var et økonomisk perspektiv i det, men det var også et menneskeligt. Salget af Frank skete med hjertet, siger Søren Bach til tipsbladet.dk.

- Vi havde ikke en plan om, at han skulle væk, men vi måtte også tage de menneskelige briller på. Vi havde sagt, at han ikke kunne få en længere kontrakt hos os. Randers havde solgt Yura Movsisyan, og uden at gå i detaljer var de villige til at give en længere kontrakt, end vi var. Jeg synes det er træls at sige farvel til en institution som Frank, det var en hård pille at sluge. Men vi har også en strategi om at få de unge på banen, siger Søren Bach.

Afløsere var dyre
FC Midtjyllands sportsdirektør Jens Ørgaard tjekkede, om der var nogle interessante afløsere, der kunne dække Frank Kristensens plads. FC Midtjylland har tidligere været sat i forbindelse med Søren Larsen, som i Tipsbladet i efteråret åbnede op for at komme hjem til Danmark. Men ham har FCM slet ikke overvejet i januar, erfarer tipsbladet.dk. Ifølge Søren Bach var der ingen spillere, der matchede FC Midtjyllands krav til pris og kvalitet.

- Vi kiggede på nogle angribere, men dem vi kiggede på, kunne vi ikke røre økonomisk på nuværende tidspunkt. Hvis vi skal forstærke os med ældre, rutinerede spillere, skal de være i landsholdsklasse. Det vil sige i samme klasse som en Kristian Bak eller Jakob Poulsen. Den slags spillere er pt dyre sager, siger Søren Bach.

Både Søren Bach og FC Midtjyllands akademidirektør Claus Steinlein, der er med på råd omkring transfers på førsteholdet, indrømmer, at stram økonomi også var en faktor, når FC Midtjylland overhovedet ikke hentede nogen form for erstatning for to profilerede Superliga-spillere som Frank Kristensen og Ken Ilsø.

For Steinlein, der har været en af drivkrafterne bag FC Midtjyllands ungdomssatsning, gør de manglende indkøb ikke så meget, selvom klubbens cheftræner Allan Kuhn ligesom de fleste andre drager den logiske konklusion, at FC Midtjylland er mærkbart svækket offensivt i forhold til i efteråret.

- Selvfølgelig kan man ikke være sikker på noget med de unge angribere, men jeg er fortrøstningsfuld. I forhold til vores strategi synes jeg, at det er det rigtige at gøre. I FC Midtjylland vil vi være kendte for at give de unge fra akademiet chancen på førsteholdet, og det får de her fire angribere nu, siger Claus Steinlein.

- Dengang Morten Skoubo skulle have debut, var vi ikke sikre på ham. Dengang Allan Bak og Frank Kristensen fik debut, var vi heller ikke sikre. Vi har også være usikre på Jonas Lössl, Simon Kjær og Winston Reid. De her unge angribere har redskaberne til at score mål. De her fire havde det store smil på, da de hørte, at Ilsø og Frank var væk. Man ved, at unge mennesker har brug for tillid, og jeg håber, at de vokser med opgaven. Jeg vil faktisk være overrasket, hvis de fire efter forårssæsonen ikke til sammen har leveret et mål i snit per kamp, siger Claus Steinlein.

De fire unge angribere i FC Midtjyllands førsteholdstrup er Ken Fagerberg (22), Sylvester Igboun (20), Morten Nielsen (20) og Mads Hvilsom (18).