Superliga

FCM-træner i nyt forsvars-trylleri

Martin Albrechtsen og Kristian Ipsa er ikke blevet klar til aftenens pokalkamp. Kristian Bak Nielsen spiller sikkert heller ikke fra start.

FC Midtjylland er hårdt ramt af skader i sit centrale. Erik Sviatchenko er ude med en langtidsskade, mens truppens øvrige centerforsvarere Martin Albrehctsen, Kristian Ipsa og Kristian Bak Nielsen alle har døjet med skader.

I lørdags spillede 17-årige Alexander Ludwig i midterforsvaret sammen med den normale venstre back Jesper Juelsgård, og noget lignende kan meget vel komme til at ske i pokalsemifinalen i aften mod Esbjerg i returopgøret mod FC Midtjylland. For Albrechtsen og Ipsa er ikke klar endnu, mens Kristian Bak Nielsen er udtaget uden formentlig at kunne spille fuld tid.

- Vi har store udfordringer på de defensive positioner. Det er ligesom at køre Formel 1 med en rallybil. Da jeg overtog den 15. april havde vi kun fire ud af otte forsvarsspillere til rådighed. Så blev Ipsa og Bak desværre skadet i pokalkampen sidste uge, og derfor måtte vi bruge to fra U/19-holdet. Men vi skal nok få stillet et slagkraftigt hold. Vi ønsker ingen medlidenhed, men forståelse for vores situation, siger Glen Riddersholm til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Bjelland: Vi slår både FCM og EfB

Oveni forsvarsproblemerne har FC Midtjylland et bjerg at bestige efter 2-1 nederlaget hjemme på MCH Arena i sidste uge. Der skal to udebanemål til, men Riddersholm tror på det.

- Vi har kniven for struben, for vi ved, at vi skal ud og score to mål som minimum. Vi kender dagsordenen. Vi ved godt, at vi skal frem over isen og lægge pres på Esbjerg. De må ikke får en tro på, at de kan komme ud mod os og få et frirum fra deres problemer i ligaen. Heldigvis har vi vundet de sidste to kampe dernede, og det giver os en tro på, at vi kan gøre det igen, siger Riddersholm og slår så fast, at Esbjerg er svære at spille mod:

- De vi gerne spille langt på Jesper Lange og true vores bagrum på den måde. Det er altid svært at skabe en kamp og finde en rytme mod et hold, der ikke vil spille bolden op gennem banen. For os drejer det sig om at sidde tungt på andenboldene, så de ikke får deres spil til at fungere, siger FCM-træneren.

Den samlede vinder af opgøret møder FC Nordsjælland i pokalfinalen den 22. maj. FCN spillede i aftes 0-0 med Randers og går videre til slutkampen med sammenlagt 1-0.