Superliga

FCM-træner roser landsholdsspillere

FC Midtjyllands assistenttræner Glen Riddersholm er tilfreds med den indsats, klubbens danske U/21-spillere leverede mod Ukraine.

FC Midtjylland havde mandag aften Jonas Lössl, Erik Sviatchenko og Jesper Juelsgaard i startopstillingen mod Ukraine, da Danmarks U/21-landshold i Herning spillede 2-2 mod et solidt og kontrastærkt ukrainsk hold.

Der var flere førsteholdsspillere og trænere fra FC Midtjylland på stadion for at se kampen, og førsteholdets assistenttræner Glen Riddersholm var glad for det, han så fra de tre FCM-spillere i defensiven.

- Jeg er glad for at se vores spillere profilere sig. Det blåstempler det talentarbejde, klubben gør. Det er en god mulighed for at matche spillerne på et højt niveau, mod spillere, de ikke normalt møder i Superligaen. Det giver brugbar erfaring, siger Glen Riddersholm.

- Juelsgaard gjorde et positivt indtryk. I forhold til det defensive har han haltet bag sine to konkurrenter (på U/21-landsholdet, Brian Hamalainen og Michael Lumb), men i de første tre runder i foråret i Superligaen har han lagt til sit defensive spil. Jeg mener, at det nu er svært at vælge mellem de tre, siger Glen Riddersholm til tipsbladet.dk.

- Lössl undervurderer et enkelt skud, ellers gør han det godt og er aktiv. Sviatchenko spillede en solid kamp mod England, og i dag viser han, hvad det betyder, at han får den tillid, et genvalg er. Han spiller en god kamp, hvor han er stærk i duellerne, siger Riddersholm.

FCM-træneren vurderer, at det danske U/21-landshold havde rigtig godt af at møde et ukrainsk hold med stærke spillere, der vil gå langt for at vinde.

- Der er romantikken lagt på hylden. Det er resultatfodbold. Når de foran 1-0, giver de initiativet væk bevidst. Det ser du ikke mange vesteuropæiske hold gøre. Men de er helt afklarede om den måde, de spiller på. De laver en masse små ting, som at stille sig i vejen for frispark, lave små benspænd, helt bevidst, for at påvirke modstanderen mentalt. De er enormt hårde at spille imod. Det er godt for ungdomslandshold at møde hold som Ukraine tidligt. Der er en grund til, at hold fra Ukraine gør ondt på klubber fra the Big Five (England, Spanien, Italien, Tyskland og Frankrig, Red.), siger Riddersholm.

Danmark fik 2-2 på to mål af Nicki Bille Nielsen, der fulgte flot op på nedfaldsbolde efter indkast fra Jesper Juelsgaard. Foruden Bille Nielsen markerede Mike Jensen sig med en god og engageret indsats.