Superliga

FCN-keeper: Stokholm er et kæmpe tab

Det bliver meget svært at undvære lederfiguren Nicolai Stokholm, som binder FC Nordsjælland-holdet sammen, lyder det fra målmand Jesper Hansen. Nu må han selv tage mere ansvar i nedrykningskampen.

Efter godt et kvarters spil i Superliga-kampen mod Esbjerg måtte FC Nordsjællands Nicolai Stokholm bæres fra banen med et delvist overrevet ledbånd.

Konsekvensen er seks til otte ugers pause, og anførerens fravær er et hårdt slag for holdets kamp imod nedrykning, lyder det fra målmand Jesper Hansen.

- Det er en kæmpe svækkelse, når anføreren er ude i så lang tid. Nicolai er lederen, der binder holdet sammen. Det kunne man tydeligt mærke, da han gik ud af Esbjerg-kampen. Der blev vi nærmest forvandlet - på den negative måde, siger FCN-keeperen til

tipsbladet.dk

.

- Han har masser af rutine, han rydder op i defensiven, og han har en god placeringsevne. Han hiver os andre op, når der er pres på. Han har påtaget sig anfører-rollen fra dag ét, og han har været en god lederfigur, som de unge kan støtte sig til, tilføjer Jesper Hansen.

Afløseren er langt fra topformen
Den 25-årige målmand er en af de rutinerede kræfter på det unge mandskab. Han mener derfor, at han selv og de andre spillere i toppen af aldershierarkiet må træde et skridt frem i Nicolai Stokholms fravær.

- Det handler om, at vi andre skal tage noget mere ansvar, for det bærer Stokholm normalt en stor del af. Vi må kæmpe noget mere - og vi må kæmpe for
Nicolai, siger Jesper Hansen.

Han erkender, at holdet kommer til at mangle noget rutine i den svære kamp for overlevelse i Superligaen. Især fordi den 31-årige midtbanespiller Patrice Bernier har siddet ude med et brækket lægben og endnu er langt fra topformen.

- Jeg ser Patrice Bernier som en af dem, der kan udfylde hullet, men han mangler desværre lidt, fordi han har været skadet så længe. Det vil være rigtig godt for holdet, hvis vi kan få ham hurtigt op i omdrejninger, siger Jesper Hansen.

Nikolai Stokholm skal bære en skinne på knæet, men vil påbegynde sin genoptræning allerede i næste uge.

Han var gennem en lignende skade for to år siden.