Superliga

Hamalainen: Vi er nedrykningsfavorit

Lyngby har ikke vundet i otte kampe på stribe, og de fem kampe i foråret har kun givet to point. I aftes blev det igen til et sidsteøjebliks nederlag.

Lyngby har i alt smidt 10 point i de sidste fem minutter af sine hidtidige 23 Superliga-kampe. Ét af dem blev smidt, da Søren Rieks i aftes scorede Esbjergs sejrsmål til 2-1 ét minut før tid.

De blåblusede er altså igang med at udvikle noget af et kompleks med at spille kampene for fuld damp helt indtil dommerens sidste fløjt.

- Det er ligesom om, der er flere meninger på holdet om, hvad vi skal gøre. Nogen mener, vi skal angribe, og nogen mener, vi skal trække os tilbage. Det gør, at der bliver alt for store mellemrum mellem kæderne. Rum som modstanderne dygtigt udnytter gang på gang. Vi er nødt til at få de aftaler på plads, så vi hver især ved, hvad vi skal, når vi er trætte til sidst, siger Brian Hamalainen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Nederlag gjorde nas på Frederiksen

Venstre backen erkender, at der til dels er tale om mental blokering, og at det bliver svært at nå at ændre det frem mod den udsatte kamp mod FC Midtjylland på torsdag.

- Vi må prøve at lade være med at fokusere på, at det er en mental brist hos os, selv om det er oplagt, at det er det, der er galt. Det bliver svært at rette til på torsdag, for vi har nærmest ingen træninger inden. Men vi må forsøge at lave nogle aftaler, der sikrer, at vi gør det rigtige, siger Hamalainen.

Efter Lyngbys horrible forårsstart er oprykkerne nu kun et enkelt point over Esbjerg under nedrykningsstregen, men Lyngby'erne lever fint med at være pressede i nedrykningskampen. Det pres har de nemlig følt hele sæsonen.

- Vi har aldrig betragtet os selv som værende ude af nedrykningskampen, for vi er stadig nedrykningsfavoritter, men det tager vi ikke så tungt. Vi skal bare sørge for at få så mange point som muligt og håbe på, at vi klarer den, siger backen, der til sommer skifter til belgiske Zulte-Waregem:

- Jeg vil sætte rigtig stor pris på, hvis jeg kunne være med til at slutte af med at redde det her hold fra nedrykning. Man vil jo altid gerne slutte godt af, og det kan godt være, at det ikke bliver kønt, men jeg vil gøre alt for at være med til at sikre Lyngby en sæson mere i Superligaen, inden jeg smutter til sommer, slutter Hamalainen.