Superliga

Horsens sender angriber på porten

I efteråret var Casper Johansen på leje i Kolding og kom tilbage til Ac Horsens, der nu har ophævet hans kontrakt.

Casper Johansens kontrakt med AC Horsens er i dag blevet ophævet, selv om angriberen havde godt to år tilbage af kontrakten med "den gule fare". Det er konkurrencen i angrebet, der er årsagen.

- Vi har benhård konkurrence om de offensive pladser i AC Horsens og Casper Johansen havde ikke udsigt til spilletid, så vi har haft nogle fornuftige samtaler og vi blev enige om at ophæve kontrakten. Casper Johansen har altid været en god repræsentant for klubben og man kan ikke sætte en finger på hans indsats, men nu har han nået en alder, hvor han skal have spilletid. Vi ønsker ham alt mulig held og lykke fremover, siger sportsdirektør Jesper Hansen.

Casper Johansen var i efteråret udlejet til Kolding i 1. division, og angriberstalden i AC Horsens vil altså ikke var væsentligt forandret fra efteråret. Johansen har altså tabt kampen om pladserne til Gilberto Macena, Kenan Hajdarevic, Jimmy Mayasi, Rasmus Katholm og Alioune Kebe, der er på tilbage efter en lang skadespause.

- Det er vemodigt at forlade min barndomsklub og jeg havde selvfølgelig ikke håbet, at det skulle slutte på denne måde, men vi er kørt lidt sur i hinanden, og det er lang tid siden, at jeg har været inde omkring holdet. Jeg fik fast spilletid i Kolding FC under mit lejeophold og det var svært at komme tilbage til AC Horsens, hvor jeg måske er nummer 19 eller 20 i truppen. Jeg vil fortsat følge klubben og ønsker holdkammeraterne alt mulig held og lykke, fortæller Casper Johansen.