Superliga

Johansson kæmper med formen

32-årige Andreas Johansson har mistet sin plads i OB's startopstilling til 19-årige Rasmus Falk, men den tidligere AaB-anfører er sikker på, at der stadig er plads til ham i OB.

Andreas Johansson skiftede i sommer fra AaB til OB. I Aalborg var han anfører og offensivt samlingspunkt. I Odense har han ikke fået samme betydning, og i weekenden var 19-årige Rasmus Falk sågar foretrukket til OB's startopstilling.

Den 32-årige svensker er ikke sen til at rose Rasmus Falk, som han ser som et stort talent, og Johansson maler ikke fanden på væggen, fordi han er blevet vraget til fordel for en spiller, der er 13 år yngre.

- Det betyder ikke noget, at han kun er 19 år. Der er kommet flere store talenter op på førsteholdet, og om man er 19 år eller noget andet, fokuserer jeg ikke på. Jeg har haft et lille problem med mit knæ i opstarten, hvor vi har spillet meget på kunstgræs, og det har gjort, at jeg ikke kunne deltage i alle træninger. Så min form mangler lidt endnu, og jeg fokuserer udelukkende på at genfinde den, siger Andreas Johansson til tipsbladet.dk.

Svenskeren blev hentet til klubben sammen med Henrik Toft i sommer, da klubben stadig havde en sportsdirektør, der hed Kim Brink. Siden er Brink blevet fyret, og Odense-klubben har ændret strategi til nu at satse mere på egne lokale talenter.

En strategiændring, der kan koste Johansson spilletid i OB-trøjen. Men Andreas Johansson regner dog stadig med at fuldføre den kontrakt, der løber indtil udgangen af 2012.

- Jeg føler mig ikke truet. Der er kommet nogle talenter op, og det er godt for holdet. Det er muligt, at de satser på yngre og flere lokale spillere, men det handler om at have det rette mix af ungt og gammelt. Jeg kan være med til at løfte de unge spillere frem, og jeg har tænkt mig at blive her, for jeg har en kontrakt, jeg ønsker at fuldføre, siger Johansson.

Andreas Johansson har spillet 20 kampe for OB i Superligaen. I 15 af dem har han været med fra start, men har blot spillet fuld tid i fire kampe. Svenskeren spiller reserveholdskamp for OB kl. 15.00 i dag. OB-reserverne møder FC Københavns ditto.