Superliga

Kortegaard forlænger i AC Horsens

Thomas Kortegaard har forlænget sin kontrakt med AC Horsens, der er godt igang med forberedelserne til næste sæson.

Midtbanespilleren Thomas Kortegaard har i dag lagt to år til sin kontrakt med AC Horsens, så han nu er bundet til "den gule fare" frem til sommeren 2013. Det offentliggør klubben i en pressemeddelelse.

- Vi har talt sammen gennem et stykke tid, og jeg er super tilfreds med, at vi er blevet enige om en toårig forlængelse. På et tidspunkt overvejede jeg at prøve noget andet, men jeg er glad for klubben og AC Horsens er glad for mig, så det føles meget naturligt at forlænge, siger Thomas Kortegaard.

Horsens er dermed godt i gang med at ruste truppen frem mod næste sæson. Tidligere har klubben hentet Søren Jensen og Alexander Juel Andersen på frie transfers til næste sæson, og nu er Kortegaard altså også at finde i klubben efter sommerferien.

- Thomas Kortegaard er en bundsolid spiller, der både på og udenfor
banen optræder yderst professionelt, og han passer godt ind i AC Horsens
med sin ydmyghed, og måden vi spiller på. Han er en alsidig spiller, der
kan bruges på begge kanter og som venstre back, siger sportsdirektør
Jesper Hansen.

AC Horsens ligger overraskende nummer fem i Superligaen og spillede i efteråret ikke som et hold, der bør komme i nedrykningsproblemer, selv om det pointmæssigt fortsat ikke er urealistisk, at det ender med en nedrykning.