Superliga

Landsholdet kan sælge Utaka

Peter Utaka vil væk fra OB til sommer. Skal det lykkes, spiller det nigerianske landshold en særdeles stor rolle.

Tirsdag kunne tipsbladet.dk fortælle, at Peter Utaka vil forlade OB til fordel for en udenlandsk klub i sommerens transfervindue. Men Utaka har tidligere været bedre end han er netop nu. I sidste sæson var nigerianeren således væsentligt farligere, end han er i dette forår, hvor han blot har scoret et enkelt mål i Superligaen. Så hvorfor skulle en udenlandsk klub beslutte at købe Utaka netop denne sommer? En del af forklaringen skal findes på det nigerianske landshold.

Læs også: OB mister Utaka til sommer

- Det er ikke gået ubemærket hen, at Peter har præsteret på det
nigerianske landshold. Han har vist, at han kan konkurrere med de
største spillere. Spillere fra blandt andet Premier League. Landsholdet
har givet ham en platform mere, hvor han ligesom i Odense kan vise sine
kvaliteter for interesserede klubber, fortæller Utakas agent, Sascha Günther, til tipsbladet.dk.

Peter Utaka viste sig fra sin bedste side, da han den 27. marts siden scorede Nigerias to første mål, da det vestafrikanske land slog Etiopien med 4-0 i kvalifikationsturneringen til Africa Cup of Nations i 2012. OB-angriberen, der blev udeladt til VM i Sydafrika sidste sommer, er de seneste måneder blevet en fast bestanddel af den nigerianske landsholdstrup, men skal han beholde den status, er det vigtigt, at han skifter til en klub i en større liga.

- Der er enorm konkurrence om angrebspladserne på Nigerias landshold, så hvis Peter skal beholde sin plads, skal han skifte til en støre klub, hvor han kan få større udfordringer. Med al respekt udfordrer den danske liga ham ikke længere, siger Utakas agent.

Blandt de angribere, Peter Utaka konkurrerer med om en startplads på det nigerianske landshold er spillere som West Bromwichs Peter Odimwingie, West Hams Victor Obinna og Victor Anichebe fra Everton.