Superliga

Lekic frosset ud i Silkeborg

Rajko Lekic føler sig ofte udenfor i Silkeborgs Superliga-trup.

Rajko Lekic har aldrig lagt skjul på, at Silkeborg IF er hans hjerteklub. Angriberen har spillet langt størstedelen af sin karriere i den røde trøje og har med undtagelse af det sidste halve års tid altid været en elsket figur i den jyske klub.

Men den tid er forbi nu. Lekic har igennem længere tid efterhånden ønsket at komme væk fra Silkeborg, da han for det første ønsker at prøve noget nyt, men også fordi han føler, han ikke har mere at kunne give klubben. Udmeldinger som disse har medført, at flere af Lekics ellers tro væbnere nu er begyndt at se skævt til ham.

- Jeg har følt mig frosset ude af truppen, og det har været pissehårdt, men jeg fortæller ikke om det her, fordi nogen skal have ondt af mig. Eller fordi jeg har ondt af mig selv. Det hele er takket være mig selv – det er min skyld. Jeg prøver at tage ansvaret ved at arbejde hårdt og være ydmyg, og på den måde skal jeg gerne kunne komme ind i truppen igen, siger Rajko Lekic til B.T.

Angriberen tvivler dog på, at den mission nogensinde vil lykkes.

- Jeg har stået frem foran de andre og kommet med en slags undskyldning og har sagt, at jeg var ked af det, der var blevet sagt og skrevet. Jeg spurgte dem, om de ville tage mig tilbage i truppen igen. Det er svært at sige, hvor langt jeg er i den proces, for i en trup med 30 mand vil der altid være måske seks-syv stykker, der siger: "du skal sgu’ ikke ind igen" og "Du har pisset os for meget af". Vi har fundet hinanden igen, men det er ikke som i de gamle dage, fortæller Lekic til avisen.

Silkeborg og Rajko Lekic indleder forårssæsonen i eftermiddag, når holdet møder AaB på Energi Nord Arena.