Superliga

Lillestrøm afviser bud på FCK-emne

Nosa Igiebor fra Lillestrøm deltog i november i træningen i FC København. Om FCK har budt er usikkert, men nordmændene har afvist et bud på nigerianeren.

20-årige Nosa Igiebor var i november på besøg i FC København. Træner Ståle Solbakken så i sommer den nigerianske midtbanespiller i en træningskamp mod hans klub Lillestrøm. Solbakken var imponeret og inviterede ham på et træningsophold i FCK. Nosa Igiebor tog imidlertid hjem til Lillestrøm uden en kontrakt.

Men i mellemtiden har der været bud på Igiebor fra en unavngiven klub. Det afslører han selv overfor

Nettavisen

.

- Der har været bud på mig i vinter, men Lillestrøm følte ikke, det var det rigtige, og det gjorde jeg heller ikke, siger Igiebor uden at sætte navn på klubben.

Det vil klubbens sportslige administrative leder Torgeir Bjarmann heller ikke, men han vil gerne bekræfte historien om buddet og i øvrigt fortælle, at buddet var alt for lavt.

- Vi fik et bud på Nosa, men det var for dårligt. Det brugte vi nøjagtig to sekunder på at vurdere. Det var alt for lavt. Det gav slet og ret ingen mening at gå videre med det, siger Bjarmann.

Om buddet er kommet fra FCK, melder historien altså ikke noget om.