Superliga

Lyngby henter forsvarsforstærkning

Lyngby Boldklub har skrevet kontrakt med den slovenske forsvarsspiller Mitja Mörec. Spilleren kommer på en fri transfer.

Lyngby BK har skrevet kontrakt med den 28-årige klubløse forsvarsspiller Mitja Mörec. Sloveneren har spillet 14 landskampe og repræsenteret flere europæiske klubber - heriblandt østrigske Sturm Graz.

- Vi har længe været på udkig efter en defensiv forstærkning til truppen, udtaler cheftræner Niels Frederiksen til klubben officielle hjemmeside og fortsætter:

- I Mitja mener vi, at vi har fundet netop den forsvarsspiller, vi har ledt efter. Han er en kvik og bevægelig spiller, der er god til at læse spiller og samtidig har et godt blik for det fremadrettede spil.

Klubbens hjemmeside fortæller yderligere, at man havde muligheden for at studere Mörec nærmere, da han på holdets træningslejr i Tyrkiet deltog i træningskampen mod Lutzk.

Klubben og Mitja Mörec har indgået en aftale, der indtil videre går til enden af sæsonen.