Video : Tipsbladet
Superliga

Midterforsvar prøvetræner hos FC Midtjylland

Hosine Bility spiller til dagligt i australsk fodbold, men i de kommende uger prøvetræner han hos FC Midtjylland.

FC Midtjylland hentede tidligere Awer Mabil i australsk fodbold, og nu kigger de endnu engang "down under". Den bare 17-årige Hosine Bility er til prøvetræning hos klubben i to uger.

Hosine Bility er 187 centimeter høj og spiller i centerforsvaret. I denne sæson har han spillet 13 kampe i forsvaret for Croydon Kings i Australien. Bility er dog født i Guinea af liberianske forældre, men da han rundede de fem år flyttede familien til Australien.

Som før nævnt hentede FCM Mabil i Australien, og det er en spiller, som har gjort indtryk på Bility. 

- Jeg er stor fan af Awer. Da han spillede her (i Adelaide United, red.), elskede jeg måden, han spillede på, siger Bility til Adelaidenow.com.au

- Det bliver hårdt for mig, men jeg kommer ind i et professionelt miljø, så det bliver en god oplevelse.

Bility skal træne med førsteholdet, men skal også deltage i en tre-dages turnering i Prag med U19-holdet.