Superliga

Nej til Demba Nyrén

Der virker ikke til at være ret mange mulige destinationer til Njogu Demba Nyrén i Superligaen.

Da Njogu Demba Nyrén mandag blev købt ud af sin kontrakt med OB, åbnede det mulighed for, at den 31-årige angriber frit kan skifte til andre danske klubber trods det lukkede transfervindue.

I Silkeborg har Nyréns træner fra Esbjerg-tiden Troels Bech udtrykt interesse for at hente svensk/gambianeren, som Bech så som en oplagt afløser for Rajko Lekic.

Men det lykkedes ikke Lekic og Silkeborg at finde en ny klub, og spørgsmålet er, om SIF i spare-tider har råd og lyst til at have både Lekic og Demba Nyrén på kontrakt.

Før opholdene i OB og Brann Bergen spillede angriberen for Esbjerg, men her har sportsdirektør Niels Erik Søndergaard ingen planer om at tilknytte Njogu Demba Nyrén.

- Vi har ikke planer om at hente flere spillere. Vi er i mål i forhold til det, vi gerne ville, siger Niels Erik Søndergaard til tipsbladet.dk.

Esbjerg scorede 22 mål i 19 kampe i efteråret, men vestjyderne har i hollandske Tim Janssen en targetman med betydeligt flere mål på CV'et i de seneste år end den 31-årige svensk/gambianer.