Superliga

OB-sejr i generalprøve

Hans Henrik Andreasen viste, at han er klar til forårssæsonen i Superligaen, da han med to hovedstødsmål sendte OB hjem fra Göteborg med en sejr.

OB ser ud til at være klar til den sidste halvdel af Superliga-sæsonen. Lørdag vandt de nemlig deres sidste testkamp med 2-1 på udebane imod svenske IFK Göteborg.

Fynboerne kom foran allerede efter 19 minutter, da Hans Henrik Andreasen i løb headede bolden op i den ene målhjørne efter et flot indlæg fra Chris Sørensen.

Kort før pausen får Göteborg udlignet efter en rodet situation, hvor det lykkedes Logi Valgardsson at få skovlet bolden ind over målstregen, og de to hold gik derfor til pausen med en scoring hver.

I anden halvleg kunne de 1424 tilskuere se Hans Henrik Andreasen afgøre kampen til OB's fordel. Efter 86 minutter viste han igen, hvorfor han er en af fynboernes absolut mest målfarlige spillere, da endnu en gang fik bolden i nettet med hjælp fra hovedet. Denne gang efter et hjørnespark fra Espen Ruud.

OB møder AC Horsens på udebane den 7. februar, når Superligaen igen sparkes igang.