Superliga

Poul Hansen: Brøndby styrket ud af transfervinduet

Trods kritik om det modsatte, så mener Poul Hansen, at Brøndby er kommer godt igennem januars transfervindue.

Brøndby meldte inden transfervinduets start ud, at klubben ikke ville blive svækket, når vi nåede februar. Men med kun et nyindkøb og med tre spillere, som har forladt klubben, kunne det tyde på, den udmelding ikke helt stemte overens med virkeligheden.

Brøndby har nemlig kun hentet forsvarsspilleren Clarence Goodson som eneste erhvervelse, mens man har solgt Alexander Farnerud til Young Boys og udlejet spillerne Peter Madsen og Pierre Kanstrup.

Men ifølge TV2 sports fodboldekspert Poul Hansen, så er Brøndby slet ikke blevet svækket.

- Hvis de skal videre, Brøndby, så er de nødt til at afvikle nogle af deres spillere, før de kan gøre så meget andet. Så selvom det umiddelbart ser ud til, at man personalemæssigt mister et par spillere, så er det gavnligt for dem, siger Poul Hansen til Sporten.dk.

- Det er uholdbart at tage på træningslejr med 30 spillere. Så det er virkelig fortidens syndere de er ved at gøre op med nu, siger eksperten.

Næste kamp for Brøndbys trimmede førstehold er på torsdag, hvor man gæster Helsingborg. Kampstart er kl. 21.00.