Superliga

Randers-direktør antyder trænerfyring

Randers’ direktør, Jacob Nielsen, vil ikke afvise, at man diskuterer et snart trænerskifte.

Forårssæsonen har været en trist oplevelse i Kronjylland, hvor områdets storhold, Randers FC, nærmer sig nedrykningsstregen i høj fart, og særligt 4-0-nederlaget til Brøndby på hjemmeholdet giver Randers-direktør, Jacob Nielsen, rynker i panden.

De dårlige resultater har fået direktøren til at overveje en fyring af holdets træner Ove Christensen.

- Det er et godt spørgsmål. Det er ikke op til mig alene, men en beslutning, hvor bestyrelsen skal ind over. Men vi kigger alvorligt på situationen, siger Jacob Nielsen til Ritzau.

- Vores situation er meget kritisk, og vores formkurve er styrtdykkende. Vi har ikke vundet i seks kampe, og det kræver selvransagelse

Jacob Nielsen afviser dog, at han og klubben vil foretage en pludselig reaktion. Den vil være velovervejet, understreger han.

- Vi skal overveje tingene nøje. Vi ændrer ikke noget i panik, det er vi ikke kendt for. Væsentlige ændringer kræver nøje overvejelser. Vi må alle kigge indad, også mig selv, konstaterer Jacob Nielsen.

Den tidligere Randers-træner Colin Todd overværede kampen mellem Brøndby og Randers fra tribunen, men Jacob Nielsen afviser, at man skal lægge noget i det.

Ove Christensens kontrakt udløber til sommer. Den mange årige Superliga-træner stod bag Randers’ fænomenale kamp for overlevelse i sidste forårssæson.