Rasmus Minor: Tag stilling til hovedskader

TEKST: Rasmus Minor, 32 år, fodboldpensionist. Tidligere bl.a. Hobro- og Lyngby-spiller.

Jeg har metal i hele højre side af hovedet. I en træningskamp blev jeg ramt af et knæ og måtte lappes sammen.

Det var hverken min første eller sidste hjernerystelse, og i flere perioder har jeg måttet ned og ligge helt stille.

For snart to år siden blev jeg stemplet i tindingen under en playoffkamp mod Vejle. Da lå jeg efterfølgende ned i en måned uden at kunne være sammen med mine børn. Jeg måtte have ro og begrænset lys i rummet. Lige så stille kom jeg på benene igen.

Superligaen er netop gået i gang, og i weekenden begynder 1. division. For første gang i mange år er fodbolden startet op uden mig, for jeg har valgt at indstille min karriere. Ikke på grund af mine hovedskader, men fordi tiden bare har indhentet mig. Sådan er fodboldbranchen, og visse ting ændrer sig ikke. For eksempel ligger det fast, at man med tiden bliver for gammel til professionel fodbold. Og det ligger nogenlunde lige så fast, at fodboldspillere, klubber og forbund alt for længe har tøvet med at tage stilling til, hvordan de skal forholde sig til risikoen for hovedskader i fodbold.

Men hvis jeg havde stået til sæsonpremieren i 1. division, havde det været med et beskyttende pandebånd om hovedet. Jeg ville med sikkerhed have været en af de få. Ikke blot i Superligaen og 1. division, men i fodboldverdenen som sådan.

Sådan burde det ikke være.

Jeg vil opfordre alle til at tage hovedskader alvorligt. Jeg vil opfordre fodboldens beslutningstagere til at tage stilling til et problem, der er voksende, og som de en dag alligevel vil skulle træffe beslutninger om. Og jeg vil opfordre fodboldspillere på alle niveauer til at overveje, om det kunne give mening for dem at forebygge hovedskader i stedet for en dag at skulle behandle dem. Altså, dem der kan behandles.

Hovedbeskyttelse er stadig en sjældenhed og bliver oftest kun brugt af dem, der allerede har prøvet, hvad det vil sige at få en hjernerystelse. Det er egentlig sært.

Kunne man forestille sig, at det kun var dem, der allerede havde været ude for en trafikulykke, der kørte med sikkerhedssele? Ikke rigtigt vel.

Sammenligningen er muligvis søgt, men se engang på udviklingen i andre sportsgrene. I dag er det svært at fatte, at man engang spillede ishockey uden hjelm. Eller at man så sent som i min barndom så professionelle cykelryttere på livsfarlige nedkørsler eller i drabelige massespurter køre helt uden hovedbeskyttelse. Det er heller ikke mange år siden, jeg som ung stod rigtig meget på ski i en tid, hvor man som det mest naturlige blot havde hue på.

Mange vil indvende, at fodboldspillere ikke på samme måde er i farezonen. Jeg er en af dem, der har prøvet at blive ramt på den rigtig hårde måde, og heldigvis er langt de færreste lige så uheldige. Men der er nok ikke mange, der ved, at fodbold hører til i toppen af sportsgrene med størst risiko for hovedskader, og at sandsynligheden faktisk er på niveau med ishockey og amerikansk fodbold.

Tænk på hvornår du sidst så en fodboldkamp, hvor dommeren ikke stoppede spillet for at få tilset en spiller, der var gået i græsset med en hovedskade. Som en af dem, der selv har prøvet det, lægger jeg helt sikkert mere mærke til det end andre, men tallene understøtter min opfattelse. Jeg ser ikke syner, selvom jeg har haft flere hjernerystelser.

En undersøgelse fra Wisconsin University viste i 2020, at 9 procent af de 3.050 adspurgte fodboldspillere inden for de seneste 12 måneder havde lidt af en sportsrelateret hjernerystelse. Lidt af en øjenåbner for fans af europæisk fodbold i USA, hvor tragiske følger af gentagne slag mod hovedet som hukommelsesbesvær, depression, Alzheimers og selvmord for få år siden rystede NFL. Men overraskende er det ikke, hvis man har fulgt forskningen i de senere år. Ved VM i 2014 konkluderede en gruppe eksperter, at der i de 64 kampe var 81 hovedkollisioner. I 65 tilfælde viste spillerne to eller tre tegn hjernerystelse.

I 2019 konkluderede en undersøgelse fra University of Glasgow, at professionelle fodboldspillere har tre en halv gang større risiko for at blive ramt af demens end resten af befolkningen, og for få uger siden vakte det opsigt, at hele fem af de engelske verdensmestre fra 1966 led af eller var døde med svær demens. Det fik Sir Alex Ferguson til at opfordre til at ’gøre noget ved det.’

Det er dybest set det, jeg også gør.

Så hvad skal vi gøre? Skal vi forbyde hovedstød helt?

Det mener jeg ikke, man hverken kan eller skal.

For det første er det ikke selve hovedstødet, der er det store problem, sådan som mange tror. Særligt slag fra siden og bagfra er problematiske, og de alvorligste skader opstår, når spillere banker hovederne sammen, bliver ramt af en albue eller en hård bold, banker hovedet i græsset eller får en støvle eller et knæ i hovedet, sådan som det skete for mig selv.

For det andet er hovedstød en så integreret del af fodbolden, at det vil ændre spillet helt afgørende, hvis man forsøger at forbyde eller regulere hovedspil. For mig, der er næsten 2 meter høj, er hovedstødet en vigtig årsag til, at jeg har fået en professionel karriere, men eftersom jeg netop har indstillet karrieren, er det ikke derfor, jeg betragter et forbud som en dårlig løsning.

For det tredje kan jeg ikke forestille mig, at det vil føre til færre sammenstød, når to spillere kæmper om at få fat i en høj bold, de ikke må heade til.

Og for det fjerde viser nye studier, at der er en tendens til, at børn og unge, der ikke trænes i hovedstød, er er forbeholdne for at indgå i hovedstødsdueller og muligvis i fare for at komme mere til skade, når de pludselig skal til at heade som voksne.

Ikke desto mindre er hovedstød allerede blevet forbudt for børn og unge rundt omkring i verden. I USA er der forbud for børn op til 11 år at heade til både træning og kamp, mens det fra 11 års-alderen er lovligt at heade til kamp samt at træne hovedstød i maksimalt 30 minutter per uge. I februar sidste år indførte det engelske fodboldfund, The FA, et forbud for hovedstød for børn op til 11 år i England, Nordirland og Skotland, og sidstnævnte indførte restriktioner for de unge helt op til 17 år.

Fra DBU’s medicinske udvalg lyder anbefalingen, at man ikke bør tilbyde hovedstødstræning til børn under 11 år, og alle andre forbund – inklusiv UEFA og FIFA – nøjes med at anbefale, at man reducerer hovedstødstræning så meget som muligt. Jeg synes med al respekt, at det ligner rene alibier.

Både DBU og alle andre, der ikke har strammet lige så meget som USA og Storbritannien vil blive tvunget til at tage mere aktiv stilling. En mere aktiv stilling kunne sagtens blive et forbud, der allerede ruller ind over fodboldverdenen. Min anbefaling til DBU er derfor, at I skal tage stilling til hovedskader, inden andre tager stilling for jer – og gå forrest.

Hvad med som det første land i verden at tilføje et påbud om hovedbeskyttelse som alternativ til et forbud op til en vis alder? Det vil fastholde hovedstødet som en del af spillet, og det vil træne spillerne i at heade fra en tidlig alder, så de ikke som ved et forbud pludselig kastes uforberedte ind i en kamp fyldt med luftdueller, når de bliver ældre.

På lang sigt håber jeg, pandebånd bliver et påbud på linje med benskinner, men lad os bare begynde med de små skridt.

Da jeg i begyndelsen af min karriere fik to hjernerystelser kort efter hinanden, begyndte min mor at undersøge muligheden for en hjelm. Der fandtes nærmest ikke noget på markedet ud over rugbyhjelme, men hun fandt dog et skumpandebånd i USA. Det bestilte hun hjem, men det virkede ærlig talt ikke. Jeg spillede med det i en periode, men lagde det fra mig. Det havde lige som udtjent sin værnepligt.

I dag er det anderledes. Jeg spiller med et danskproduceret hovedbeskyttelsespandebånd af mærket Headstrong Headguard. Tidligere spillede jeg med Storelli, og der er i det hele taget nogle gode pandebånd med høj beskyttelse på markedet. Så der findes altså muligheder for at beskytte sig, og modsat hvad mange tror, forringer det ikke evnen til at heade. Tværtimod føler jeg mig personligt langt mere sikker i duellerne, når jeg er beskyttet.

Det er nok her, jeg skal tilføje, at jeg faktisk har indledt et samarbejde med Headstrong, som jeg har testet forskellige modeller for, men som jeg på ingen måde er hverken lønnet af eller har økonomiske interesse i. Jeg deltager udelukkende, fordi jeg ønsker at forbedre mulighederne for kommende generationer af fodboldspillere, og fordi jeg mener, det er vigtigt at forebygge og tage stilling til hovedskader i fodbold. Vi skal ikke gå og være bange for alt, men spillet kommer ikke til at gå langsommere i de kommende år, duellerne bliver ikke mindre hårde, og der vil skulle tages beslutninger, som vi lige nu kan være med til at påvirke.

Jeg forstår faktisk godt, hvorfor nogle finder det grænseoverskridende at spille med beskyttelsespandebånd. For mange handler det om forfængelighed, og forfængelighed har altid været en del af fodbolden. Se hvordan fodboldstøvler har skiftet udseende gennem årene. Eller hvordan længden på shorts har varieret. Se et holdfoto fra 1970’erne og læg mærke til, hvor meget hår spillerne dengang havde. Både på hovedet og i ansigtet. Til gengæld havde de ingen tatoveringer. Beskyttelsespandebånd har endnu ikke været på mode, og Petr Cech har næppe været modeavantgardens oplagte ambassadør for hovedbeskyttelse.

Personligt kom jeg hurtigt over den hurdle. Det var ikke et issue længere. Jeg blev klogere efter at have oplevet hovedskaderne selv, og jeg ville ønske, at jeg tidligere havde taget en snak med unge Rasmus, dengang han endnu ikke havde prøvet at få en hjernerystelse. Jeg ville ønske, at jeg i det mindste havde trænet med det, men det er nemt nok at være bagklog.

Nu prøver jeg i stedet at gå forrest. Uden at være hellig. Jeg tager selv ofte pandebåndet af, når vi ikke træner forsvarsspil, men bare laver pasningsøvelser. Jeg siger heller ikke, at vi skal pakkes ind i bobleplast. Men hvorfor skulle man ikke tage de midler i brug, der både kan forlænge ens karriere og bidrage til et bedre liv, når fodboldstøvlerne er lagt på hylden. Lige ved siden af pandebåndet.

Om Rasmus Minor
– Jeg har haft 3-4 hjernerystelser. Derfor har jeg spillet med beskyttelsespandebånd af flere omgange. Har blandt andet spillet med Storelli og Headstrong. Senest har jeg spillet med Headstrong, som jeg har hjulpet i udviklingsprocessen. Grundet mine erfaringer med hovedskader er det en sag, som betyder meget for mig, og som jeg har stor interesse i. Jeg har ingen andre personlige eller økonomiske relationer til virksomheden.