Superliga

Ståle: Sender Bolanos kloden rundt

Cristian Bolanos havde godt af en smuttur til Costa Rica, og derfor spøger Ståle Solbakken med at sende ham et smut tilbage til hjemlandet inden mødet med Chelsea.

FC København fik en fremragende generalprøve til Champions League-braget mod Chelsea i næste uge, da Rosenborg i tirsdags blev besejret med 5-0 i Parken. Sejren kom ikke mindst i hus takket være storspil af Cristian Bolanos der lavede to mål og en enkelt assist.

Bolanos var væk i hele sidste uge, da han var med Costa Rica til landskamp, og det gjorde tilsyneladende godt for den tidligere Start-spiller der altså returnerede til København i storform.

Og Ståle Solbakken spekulerer da også i, om det var rejsen med landsholdet der gjorde udslaget for højrekants-spilleren.

- Det var en fornøjelse at se ham igen. Bolanos har tydeligvis haft godt af luften i Costa Rica, for han kom hjem som en bedre spiller, end da han tog afsted. Jeg tror, jeg skal sende ham kloden rundt en gang til inden Chelsea-kampen, siger FCK-træneren med et smil til vg.no.

FC København møder Chelsea på tirsdag i en totalt udsolgt Parken.