Superliga

Stortalent forlænger med Silkeborg

Simon Jakobsen bliver i Silkeborg indtil 2015.

Silkeborg IF har i dag forlænget kontrakten med den 20-årige forsvarsspiller, Simon Jakobsen, der har fået sin fodboldopdragelse på Superliga-klubbens eget college.

Aftalen binder Jakobsen til Silkeborg indtil 2015.

- Simon Jakobsen har vist meget lovende takter gennem længere tid, hvor han senest med en langt fra alderssvarende autoritet er gået ind i vores forsvar og har leveret meget solide præstationer. Han ligner en spiller, der bliver tidligt erfaren - i betragtning af, at han kun er 20 år gammel, fremviser han en stor modenhed i sit spil, og selv om der naturligvis stadig er plads til forbedringer, har vi at gøre med en særdeles perspektivrig og talentfuld forsvarsspiller. Sådan en spiller er det godt at få forlænget med, siger SIF-træner Troels Bech til klubbens officielle hjemmeside om forlængelsen.

Også hos hovedpersonen selv er der tilfredshed at spore.

- Jeg er rigtig tilfreds med og glad for at have forlænget kontrakten med SIF. Jeg har haft en god udvikling hele vejen op gennem klubben - via Silkeborg Fodbold College og nu til førsteholdet - og jeg er sikker på, at jeg kan fortsætte den gode udvikling i SIF også fremadrettet. Jeg synes, at jeg efterhånden har fået bidt mig nogenlunde ind på holdet og er også startet fint her i foråret, så det føles fantastisk at forlænge aftalen. SIF betyder enormt meget for mig – det er min klub og har været det lige så længe, som jeg kan huske, og jeg vil gøre alt for at tilbagebetale den tillid, som klubben har vist mig med kontraktforlængelsen, siger Simon Jakobsen.