Superliga

Utaka: Sølvet hører til os

OB's topscorer har fået hul på målbylden og mener, at fynboerne bør hente sølvmedaljer.

Lørdag aften scorede Peter Utaka sit første mål for OB i foråret. Det kunne være lig med forløsning, men sådan føler angriberen det ikke.

- Det går op og ned som angriber, og jeg har ikke følt mig i nogen krise. Selvfølgelig er jeg glad for målet, men det havde intet betydet, hvis vi ikke havde vundet, siger Peter Utaka til Ekstra Bladet.

OB ligger dermed fortsat på andenpladsen i Superligaen, og Peter Utaka mener, at den placering skal holdes.

- Jeg mener, at sølvet hører til hos os. FCK bliver mestre, men vi har ligget i toppen i lang tid. Målet er at holde andenpladsen, og det sker også, hvis vi fortsætter med at arbejde hårdt, lyder det fra Peter Utaka.

OB møder i næste runde Brøndby.