Europa League

Operationen lykkedes, men FCK tabte

Ståle Solbakken gjorde status efter nederlaget til PSV Eindhoven. Den norske træner mener, at sine spillere både manglede dygtighed og held.

Ståle Solbakken var tilfreds med indsatsen i Holland, men nordmanden kan ikke bruge 1-0-nederlaget til særlig meget.

- Operationen lykkedes, men patienten døde. Planen var at spille kontra mod dem, men så kom vi lidt for langt frem, og så scorede de på deres kontra. Vi skabte ikke nok chancer, men de har heller ikke noget ud over straffesparket i de første 70 minutter. Vi gjorde alt, hvad vi kunne, og vi kørte kontra hver gang, vi havde muligheden for det. Men vi manglede måske lidt dygtighed og lidt held, sagde Ståle Solbakken efter kampen.

FC Københavns nederlag var det tredje udebanenederlag i europæisk sammenhæng i træk. Ud over nederlaget til PSV har FCK også tabt til APOEL Nicosia og CFR Cluj på udebane i denne sæson.