1. division

Gaarde: Går ikke alt for godt

Allan Gaarde kommer næppe tilbage på fodboldbanen, og han har derfor flere ideer om, hvad tiden efter den aktive karriere skal bruges på

Vejle-topscoreren Allan Gaarde har store knæproblemer, der kommer til at holde ham ude af holdet gennem hele foråret. Det er et hul i brusken, der kan betyde, at karrieren er forbi for den 35-årige midtbanespiller.

- Det går ikke alt for godt, så det
bliver nok svært at komme tilbage, siger Allan Gaarde til tipsbladet.dk.

Gaarde ankom til Nørreskoven for et år siden, og hans kontrakt løber endnu et år. På grund af skaden er han dog i gang med overvejelserne om, hvad der videre skal ske i karrieren.

- Jeg tænker på min genoptræning og på
måske at finde noget andet at lave. Genoptræningen er det vigtigste
lige nu, men sandsynligvis kommer jeg ikke tilbage. Så spørgsmålet
er, hvornår jeg skal lave noget andet, siger Allan Gaarde.

Hvad det andet skal være, har Gaarde nogle ideer om. Han har været professionel fodboldspiller i godt 13 år, men de seneste år er han begyndt at spore sig ind på, hvad fremtiden skal bringe.

- Jeg er ved at uddanne mig inden for
kommunikation, men jo tættere man kommer på karrierestop, jo mere
hænger fodbolden fast. Jeg kunne godt se mig have en rolle i en
fodboldklub, måske inden for kommunikation.