1. division

Jimmy N: Vi er amatører

Jimmy Nielsen retter en sønderlemmende kritik mod sin og medspillernes indsats søndag mod Kolding

Ledsaget af en pibekoncert fra publikum kunne Vejles spillere lidt i fem søndag eftermiddag forlade Vejle Stadion efter sæsonens tredje hjemmebane-nederlag. Det blev til 0-2 mod Kolding, og det var på en grund af en uprofessionel indsats af hjemmeholdet.

- I dag kan du ikke kalde os professionelle fodboldspillere. Vi var en flok amatører, der rendte rundt derude og gjorde os selv og klubben til grin. Selvom vi ligger på en syvendeplads, var der et flot fremmøde, men vi svigter dem, og har fuldt fortjent fået inddraget vores fridag, siger Jimmy Nielsen til vejle-boldklub.dk.

Efter et par fine præstationer med sejre mod blandt andet Horsens og Brøndby, kom vejlenserne ned på jorden mod bundholdet Kolding, hvor de intet skabte og fuldt fortjent tabte.

- Det var en fucking arrogant indsats, vi leverede. Da vi kom ind fra opvarmningen, var der den følelse, at folk havde taget for let på det og ikke rigtigt var klar. Det var vel også til at se på banen i samtlige 94 minutter, hvor vi kun formår at skabe en halv chance på hjemmebane mod Kolding, og det siger vel alt om vores indsats i dag, siger Jimmy Nielsen.

Vejle ligger nummer syv i 1. division, syv point fra en oprykningsplads.

Læs også: Vejle-træner straffer sine spillere: