1. division

Vejle fyrer træneren

Vejle har fyret træner Mats Gren efter en skuffende forårsstart.

Det ambitiøse 1. divisionshold Vejle Boldklub har fyret træner Mats Gren. Østjyderne satser på at rykke op til sommer, men i forårets første fire kampe er det bare blevet til to point. I mellemtiden har HB Køge sat sig på andenpladsen i rækken med tre point til Vejle, der oven i købet har spillet en kamp mere.

- Baggrunden for at stoppe samarbejdet er, at starten på foråret samlet
set ikke har været tilfredsstillende. Vi føler os ikke overbeviste om,
at Mats Gren kan skabe den nødvendige forandring på den korte bane, som
skal til, hvis vi skal have holdet tilbage på rette spor. Strategien er
stadigvæk oprykning til Superligaen i sommeren 2012, men som ledelse har
vi et ansvar for at få holdet til at præstere optimalt og jagte
muligheden for en oprykning til sommer, siger VB-formand Lars Skou i en pressemeddelelse.

Direktør Henrik Tønder er ked af afskeden med svenske Gren.

- Vi tager afsked med en sympatisk og professionel træner, der har været
utrolig vellidt i VB, og det har bestemt ikke været nogen let
beslutning for hverken bestyrelse eller ledelse, siger Henrik Tønder.

Foreløbig afløser er assistenttræneren Nicolai Wael, der får debut som chef allerede i morgen, hvor Vejle møder Hobro.

Mats Gren kom til Vejle i sommeren 2009. Ikke siden Ole Fritsen blev fyret i 1999, har en Vejle-træner siddet i sædet mere end to år.