1. division

Vejles plan kræver først oprykning i 2012

Vejle har endnu ikke vundet i forårssæsonen, men det ryster ikke klubbens direktør trods en kommende overbygning med Kolding FC.

To uafgjorte kampe med Næstved og HB Køge blev fulgt op med en sløj Vejle-kamp i Hjørring i weekenden, hvor hjemmeholdet fortjent slog de rødblusede oprykningskandidater med 1-0.

Vejle-træner Mats Gren og hans assistenttræner Nicolai Wael talte med tydelige bogstaver, også i medierne, efter kampen i Hjørring, hvor spillerne efter Grens mening ikke fulgte det taktiske oplæg ordentligt.

Med en sammenlægning med Kolding FC forude kunne Vejle i høj grad bruge en oprykning til Superligaen, hvilket klubben stadig ligger til på målscoren foran HB Køge, der har spillet en kamp mindre.

Vejles ordførende direktør Henrik Tønder havde ligesom resten af klubben ikke forventet den blandede start på foråret, men Tønder vil ikke lægge ekstra pres på hverken trænere eller spillere på grund af den kommende overbygning.

- Det er logisk, at når vi ligger, som vi gør, vil vi gerne op i Superligaen. Det ville enhver klub. Men i vores plan er det i 2012, vi skal op, siger Henrik Tønder til tipsbladet.dk.

- Vi ville gerne have haft flere point. Spillerne, trænerne, alle omkring klubben, havde forventet noget andet. Det er vigtigt at erkende, hvad der er sket, og så komme videre, siger Henrik Tønder.

Vejles trænere har varslet, at der muligvis kommer ændringer i startopstillingen til den kommende weekends kamp mod Brønshøj. Vejles reserver vandt tirsdag 3-2 over Lyngby i reserveholdsturneringen, hvilket glædede assistenttræner Nicolai Wael.

- Det var en rigtig god sejr over en god modstander, og jeg glæder mig over, at vi laver tre fine mål. Vi får bygget godt videre på de tidligere sejre i foråret, og det var positivt at se, at de spillere, der presser sig på til førsteholdet, kom med en 100 procent indstilling og en god udstråling, siger Nicolai Wael til Vejles hjemmeside.